Torsdag d. 5/8 kl 14 var der afgang fra Kbh. til Norseman, Verdens hårdeste jernmand i Norge.
3,8 km. svømning, droppet i vandet fra en færge, i den 400 meter dybe Eidfjord i 17 grader ”varmt” vand kl 04:50 efterfuldt af 180 km. cykling på en bjergetabe, og med en afslutende marathon, hvoraf de sidste 17 km. går op til toppen af det 1850 meter over havets overflade, høje Gaustatoppen, hvor de havde placeret målstregen.
I næsten et år havde denne event ligget og luret i baghovedet. I nogle perioder mere end andre.
De sidste tre måneder op til, var træningen centreret omkring Norseman Xtreme triathlon, åbenvandssvømning, cykling og løb i kuperet terræn.
Jeg anser mig selv som værende en rimelig habil svømmer. De sidste fire sæsoner har jeg suppeleret min ultraløbstræning med svømning i vinterhalvåret. Løbet er jeg helt fortrolig med. Dog har jeg ikke den store erfaring med løb i bjerge. Èn vigtig erfaring har jeg dog gjort mig, da jeg sidste sommer deltog i WM i trail run i de franske alper: Det er hårdt når det går opad men det er både hårdt og teknisk krævende at løbe nedad … især hårdt, hvis man har brugt for mange kræfter opad!!! Her skulle vi heldigvis ”kun” løbe opad, hvilket var til min fordel.
Tilgengæld er jeg på ingen måder nogle god cykelrytter. Jo, hvis der er tale om en flad og ikke teknisk krævende rute. Her kan jeg drage fordel af min gode kondition og min udholdenhed erfaring fra ultraløb. Men med to vintersæsoner med spinding og omkring 1000 km på de danske og svenske flade landeveje, kan jeg nu konstaterer, at det er ikke nok!
Norseman er ikke et løb man bare melder sig til. Kun ca. 200 får lov til at stille til start. 50 bliver udtaget i et såkaldt elitefeldt, på baggrund af tidligere opnåede resultater. Her kunne jeg på ingen måder gøre mig gældende. Resten af pladserne bliver udloddet i lotteri (lodtrækning). 650 personer havde søgt om et startnummer. En stor del af dem går til nordmænd, resten til udlændinge Så chancerne er ikke ret store. Hvis man skulle være heldig at komme med og samtidig gennemføre, er der to finisher t-shirts, en sort og en hvid. Den store bliver kun givet til dem som når toppen inden for tidsgrænsen dog max. 160 stk. (flere sender de ikke op). De hvide er til den som ikke når det inden for tidsgrænsen eller kommer til checkpoint efter de første 160 er sendt til toppen. De for dog lov til at gennemføre jernmands distancen, bare på en alternativ og knap så hård rute.
Min klubkammerat Karsten har i tre år forsøgt at komme med, uden held. Sidste år da han skulle søge, ringede han til mig i Sverige for at høre, om han skulle sende en ansøgning afsted for mig (der skal søges på en bestemt dato på et bestemt tidspunkt, for overhoved at komme i betragtning til et startnummer). Det gjorde han så og blev selv udtrukket i første runde. Jeg fik et afslag. Ca. en måned senere fik jeg en mail om, at jeg var blandt de heldige der alligevel havde fået en plads. 23 nationer fra fem forskellige kontinenter var med. Heriblandt Karsten og jeg, som de to eneste fra lille flade Danmark.
Nåh men tilbage til torsdag. Alt var tjekket (mange gange), klargjort og pakket. Karsten, Tina og jeg kørte til Rjukanhytte- og caravanpark, en lille men god campingplads for foden af Gaustatoppen som samtidig lå ca. 23 km. ude på løberuten. Her havde mine forældre, min bror og min niece tilbragt nogle dage på at holde ferie. De var taget til Norge for at følge mig, og hjælpe mig igennem strabadserne.
Fredag morgen kørte vi et stykke op af løberuten for at få en fornemmelse af hvad der ventede os dagen efter. Derefter kørte vi de første 25 km. af løberuten samt hele cykelruten bag fra, op forbi Geilo, overtil Eidfjord.
Vi skulle registrere os i Eidfjordhallen senest kl. 14 fredag. Kl. 15.15 var der prerace infomøde.
Det var ikke uden grund at der var meget strenge instrukser om hvor, hvordan og af hvem man måtte modtage hjælp af. For at få lov til at stille til start til Norseman, skal man stille med eget support team incl. en bil. Dvs. at hver deltager stiller med hver en bil med et supportteam. Der er en del regler man skal sætte sig ind i og en del logistik, hvis man vælger at stille til start ved Norseman Xtreme triathlon.
Mit team bestod af Tina som var indskrevet som official supporter. Derudover var min far, mor bror og niece med. De var uundværlige og helt fantastiske at have på sidelinjen.
Svømningen:
Mit team bestod af Tina som var indskrevet som official supporter. Derudover var min far, mor bror og niece med. De var uundværlige og helt fantastiske at have på sidelinjen.
Svømningen:
Kl. 4:00 på raceday skulle man tjekke ind på færgen. Udover deltagerne var der plads til 100 supportere. De kom med efter ”først til mølle” princippet. Tina var heldig at komme med som hjælper for Karsten og mig.
Kl. 4:50, 3,8 km ude i den 400 meter dybe Eidfjord, skulle man senest være i vandet. kl 5:00 truttede færgen med hornet som signal til, at starten var gået. Og så var det bare derudaf!
Svømningen gik perfekt. Jeg fandt ind i en god rytme, ingen bølger og vandet var til at holde ud, trods de kun 17 grader. Til forskel fra andre ironman stævner, må man her anvende neopren hætte og sokker pga. de lave vandtemperature. Efter 1:06:23 kom jeg op ad vandet som nr. 27
5 minutter og 52 sek. efter sad jeg på cyklen.
Cyklingen:
Også her var der mange særregler i forhold til andre ironman stævner. Der var ingen depoter. Vores supportteam skulle sørge for vores forplejning. Vi måtte modtage teknisk support fra vores team dvs. at f.eks. et hjulskift ved defekt var ok. Ti-meter reglen gjaldt men man måtte godt køre side by side. Vi skulle bære refleksvest, have lys på og måtte ikke modtage forplejning eller hjælp de første 40 km. Årsagen var den, at vi skulle igennem et hav af tunneler ad hovedvejen i modsætning til tidligere år, hvor man har cyklet ad den gamle turistvej. Den var så medtaget af vinterens frost at den ikke var til at køre på. Der var særlige regler for, hvor og hvordan supportbilen måtte holde ind. Og bilen måtte IKKE følge rytteren men skulle køre frem og holde ind. Man måtte ikke modtege forplejning direkte fra bilen.
De første 40 km. steg fra havets overflade til ca. 1200 m.o.h. Herefter skulle der forceres 5 hårde stigninger indtil 150 km. hvor det så gik nedad til skiftezonen. Pga. min ekstrem dårlige teknik på den meget tekniske (og fysisk) krævende rute, kom det til at tage relativt lang tid at cykle de 180 km. Da det gik opad, gik det meget langsomt, for at spare på kræfterne. Da det så gik nedad, gik det også relativt langsomt … fordi jeg er en kylling!
Efter godt otte timer (8:00:23) på ryggen af jernhesten (nr. 143 på cyklingen) kunne jeg endelig hoppe af og komme i gang med det som jeg har det bedst med.
De første 40 km. steg fra havets overflade til ca. 1200 m.o.h. Herefter skulle der forceres 5 hårde stigninger indtil 150 km. hvor det så gik nedad til skiftezonen. Pga. min ekstrem dårlige teknik på den meget tekniske (og fysisk) krævende rute, kom det til at tage relativt lang tid at cykle de 180 km. Da det gik opad, gik det meget langsomt, for at spare på kræfterne. Da det så gik nedad, gik det også relativt langsomt … fordi jeg er en kylling!
Efter godt otte timer (8:00:23) på ryggen af jernhesten (nr. 143 på cyklingen) kunne jeg endelig hoppe af og komme i gang med det som jeg har det bedst med.
2 minutter og 44 sek. efter var jeg i gang med det afslutende marathonløb.
Løb:
De første 25 km var relativt flade (norsk målestok). Jeg fandt hurtigt ind i en god rytme og efter 2 timer og 15 minutter begyndte det for alvor at blive ”morsomt”. Efter 25 km. gik det lodret op i himlen. Først en 12,5 km lang 10% stigning op til et checkpoint. Da jeg dagen før havde kørt her i bil var jeg ikke sikker på om jeg ville være i stand til at løbe dette stykke men den skulle da have et forsøg. Også her fandt jeg ing i en god rytme og 1 time og 45 minutter efter ankom jeg til checkpoint. De sidste 4,7 km måtte ikke løbes (læs; gå's) uden ledsager.
Min ledsager (Tina) stod klar med camelback med ekstra tøj, mobiltelefon, lygte, energi og væske. Både ledsager og deltager skulle medbringe dette som sikkerhedudstyr. Vi blev tjekket og forlod vejen og begyndte opstigningen mod mål. Jeg forsøgte at løbe, men det var ikke muligt for mig. Langt ude i horisonten på toppen af bjerget kunne vi skimte noget der mindet om et fyrtår. Det var der vi skulle op. Det var der de havde placeret mål. Nåh men det var jo bare derudaf. En vandretur på 4,7 km. i svært fremkommeligt terræn efter at havde svømmet 3,8 km., cyklet 180 km. og løbet 37,5 km. De sidste 4,7 km til toppen af Gaustatoppen (1850 m.o.h) var jeg næsten 1 time og 20 minutter om. Samlede til for løbet: 5:19:10 (nr. 58).
Min ledsager (Tina) stod klar med camelback med ekstra tøj, mobiltelefon, lygte, energi og væske. Både ledsager og deltager skulle medbringe dette som sikkerhedudstyr. Vi blev tjekket og forlod vejen og begyndte opstigningen mod mål. Jeg forsøgte at løbe, men det var ikke muligt for mig. Langt ude i horisonten på toppen af bjerget kunne vi skimte noget der mindet om et fyrtår. Det var der vi skulle op. Det var der de havde placeret mål. Nåh men det var jo bare derudaf. En vandretur på 4,7 km. i svært fremkommeligt terræn efter at havde svømmet 3,8 km., cyklet 180 km. og løbet 37,5 km. De sidste 4,7 km til toppen af Gaustatoppen (1850 m.o.h) var jeg næsten 1 time og 20 minutter om. Samlede til for løbet: 5:19:10 (nr. 58).
Efter ca. 14½ times svømning, cykling og løb stod vi på toppen af Gaustatoppen. Målet var nået inden for tidsgrænsen. Det var fantastisk at stå der. Følelsen af at havde gennemført verdens hårdeste jernman, stemningen fra de andre deltagere og arrangørene og udsigten ud over det norske fjeld og så med Tina ved min side. Fantastisk! Sluttid: 14:33:42 og sluttede som nr. 86
Efter at ha´ fordøjet nogle af alle sanseindtrykkene lidt, fået varmt tøj på og lidt indenbors, var det tid til at tænke på at komme ned igen. De andre stod nede ved checkpoint og ventede. Der var to mulighedder for at komme ned, en kabinelift som kunne fragte 40 pers. ned i timen og som var forbeholdt deltagerene. Eller man kunne gå. Og efter som at Tina var ved at panikke ved tanken om at skulle gå ned alene og efter at hun havde fulgt mig hele dagen, valgte jeg at gå ned sammen med hende. 1½ time efter stod vi ved checkpoint, hvor de andre stod med flag og tog imod os. Det var næsten lige så fantastisk som at nå toppen.
''It doesn't matter if your black or white''
Til sidst vil jeg godt sende en tak til min familie/min support team. Uden dem var jeg ganske enkelt ikke kommet igennem. Ud over at de var der som uundværlig hjælp og støtte under vejs, så var de der også før, under og efter. Det er helt fantastisk at have nogle af sine nærmeste med til at dele de oplevelser man for under vejs.
Højdeprofil for Norseman:
Jeg har forsøgt at beskrive med ord, hvad jeg var igennem d. 7. august 2010
Her er der sat nogle billeder på. Jeg fik sku´ helt kuldegysninger da jeg så det!
Her er der sat nogle billeder på. Jeg fik sku´ helt kuldegysninger da jeg så det!
