Det var ikke med de store forventninger, jeg var taget til Bornholm for at løbe 100 km. Jeg havde haft lidt bøvl med mit venstre knæ op til løbet. Og mine forberedelser rent træningsmæssigt havde heller ikke været optimale. Så mine mål i prioriteret rækkefølge så således ud: 1. at komme hel igennem. 2. at hive en DM medalje med hjem. 3. at løbe under 8 timer og 30 min. Og to af mine mål blev indfriet.
Tina og jeg tog færgen over lørdag eftermiddag. Da vi ankom til øen, kørte vi direkte til pasta party kl. 17 og World run foredrag kl. 19. Der efter kørte vi til Nexø familie camping og slog teltet op.
Søndag morgen kl. 5.30 ringede vækkeuret, og så var det bare med at få fyldt en masse kulhydrater på.
Starten gik kl. 8.00. Der blev lagt ud i et meget højt tempo. Seks 100 km. løbere lå foran mig.
Jeg havde før start besluttede mig for, at løbe helt mit eget løb, og for alt i verden ikke lade mig rive med. Jeg lagde ud med 5 min. pr. km.
Efterhånden som løbet skred frem fik jeg hentet løberne en efter en, med undtagelse af polakken. Den sidste af DM løberne, Lars Christoffersen, en meget erfaren 24 timers landsholdsløber, overhælde jeg lidt efter 60 km. depotet. Han havde forsøgt at følge med polakken og var gået lidt ned på det. Jeg var godt løbende, holdt stadig ca. 5 min. pr. km.
Lige før 75 km. depotet skete der noget meget meget mærkværdigt!
En motionistløber kommer løbende imod mig. Jeg får øje på ham ca. 100 meter foran mig. Han løber midt på stien og jeg trækker så langt ud til højre som jeg overhoved kan. Han trækker længere og længere over mod min side og i det han løber forbi giver han mig en skuldertakling af den slags man kun ser i ishockey. Jeg holdt mig dog på benene men ryger i et vældigt skænderi med han. Han har absolut ingen forståelse for noget som helst og virker meget truende. Jeg forklarede ham at jeg var i gang med DM og rent faktisk ligger i front.
Derefter råbte jeg noget til han, som jeg desværre ikke ser mig i stand til at stave til her, og løb videre. Til alt held tror jeg ikke ham var i stand til at løbe mig op. Ellers er jeg ret sikker på at han havde gjort det. Resultatet af dette ”sammenstød” blev et trykket ribben og et adrenalin kick der gjorde at jeg løb min næste 5 km. split tid på 24 min. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget!
Ved 85 km. havde jeg et forspring til Lars på godt 5 min.
Jeg begyndte at regne og ligge taktik for de sidste 15 km. Jeg var ved at være godt brugt og var gået lidt ned i fart. Ved 90 km. ramte jeg for alvor muren, mine ben ville ikke helt som jeg ville og jeg måtte ned og gå et par gang for ikke at få krampe. Tina som var med det meste af turen rundt, fik hældt noget gel på mig. Og de salt tabletter jeg havde fået ved 80 km. depotet begyndte at virke. Jeg kom i gang med at løbe da der var 4 km. tilbage. Tina råbte til mig, at der var visuel kontakt med Lars og hvis jeg bare kunne holde mig løbende skulle det nok gå. Og det gjorde det. Jeg kom i mål som nr. to. Kun slået at polakken. Og da han af gode grunde ikke kan deltage i et DM, blev det så mig der vandt dette.
Vejret var meget blandet. Det blæste voldsomt, der kom et par regnbyger og da vi, fra Rønne til Nexø løb i medvind, bankede solen ned og det var frygteligt varmt.
Selve løbearrangementet var helt i top, hvilket ikke er så underligt da det er den meget erfarende ultraløber Kim Rasmussen og hans klub Tejn IF der er arrangører af løbet, der både havde halv og hel maraton 100 km. stafet (4x25) og 100 km. individuel. Kan klart anbefales.
Resultater: DAF
Charley
mandag den 24. september 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Hej Charley
Sikke en medrivende fortælling.
Bortset fra det med muren, så lød det på mig som "a walk in the park".
Selv har jeg kun prøvet en håndfuld ½-marathon, så jeg synes det er utroligt godt gået.
Da jeg med min virksomhed MiniferieBornholm lever af at tilbyde ledige senge på Bornholm, glæder det mig at løbesporten på min "føde-ø" kan trække løbere fra både det øvrige Danmark og udlandet.
Mange hilsner
Peter Juhl
www.miniferiebornholm.dk
Send en kommentar