Berlin Marathon vel overstået.
lørdag den 5. oktober 2013
fredag den 30. august 2013
Så er jeg tilbage igen....
Efter en længere skades periode, er jeg endelig tilbage. Og det blev med en seriøs forbedring af min p.r. på Ironman distancen. Mit næste mål er Berlin marathon, hvor jeg vil gå efter en sluttid på under 2 timer 50 minutter. Mit udgangstempo bliver 3:55/km. Hvis det lykkedes, vil jeg forsøge at kommer over 80 km. til Cph 6 hour run d. 26. oktober. Her skal jeg ligge under 4:30/km i snit, hvis det skal lykkedes.
tirsdag den 13. september 2011
WM 2011, Winscoten, Holland.
Det danske landshold der repræsenterede Danmark ved WM/EM 2011
Fra venstre Poul Petersen, Ole Karlsen, Thomas Skytte, Charley Prødel.
Fra venstre Poul Petersen, Ole Karlsen, Thomas Skytte, Charley Prødel.
Winscoten er et fantastisk sted at løbe 100 km, hvis man er til en hurtig, flad, stemningsfyldt 10x10 km rute. Og det var vi alle enige om. Det eneste vi ikke lige havde forudset var over 25 graders varme og en luftfugtighed på over 90%.
Jeg kom igennem mit 4. WM/EM 100 km i tiden 8:36:22. Tiden var ikke prangende men jeg var hurtigste dansker ved dette WM/EM. Min placering ved WM, nr. 68, EM, nr. 54.
Jeg løb hele løbet kun på energidrik, gel og SaltStick. Det er første gang jeg løber 100 km helt ude fast føde. Det fungerede fint.
Link:
Løbshjemmeside:
Videoklip:
May-Britt´s Blog, Om WM 2011:
Thomas Skyttes beretning:
Ole Karlsens beretning:
søndag den 14. august 2011
Et helt år er gået....
Over et år er gået siden jeg sidst har skrevet på min blog. Det betyder ikke, at jeg ikke har lavet noget i den mellemlæggende tid, men, at jeg har haft for travlt til at skrive. Nu håber jeg på at få lidt mere tid til den slags.
Her en hurtig "året der gik".
- Gibraltar WM 100 km d. 7/11 2010. Kom igennem på 8:19:42. Ikke helt tilfredsstillende da jeg løb efter en tid under 8 timer.
- Arrangere rekordløb for børnene på mit arbejde:
- Arrangere DM 100 km. www.copenhagen-ultramarathon.blogspot.com
- Herstedvester Super brugsen løbet 11,2 km nr. 1, d. 29/5
- Holte 24 timers 6 mands stafet nr. 1, d. 11/6
- Taastrupløbet 10 km nr. 1, d. 14/6
- Holmen milen nr. 2 i aldersklassen over 40 år, nr. 4 all over. d. 29/6
- Challenge Roth, d. 10/7. 10:49:19
- Ölands marathond, d. 30/7. 3:15:20
- Glostrup-Parkstafet. Nr. 1 med Team Kaiser sport
- DHL-Stafet. Nr. 3 med Team Kaiser sport. Kaiser sports 1. hold vandt DHL-stafetten
søndag den 5. december 2010
Norseman Xtreme triathlon 2010
Torsdag d. 5/8 kl 14 var der afgang fra Kbh. til Norseman, Verdens hårdeste jernmand i Norge.
3,8 km. svømning, droppet i vandet fra en færge, i den 400 meter dybe Eidfjord i 17 grader ”varmt” vand kl 04:50 efterfuldt af 180 km. cykling på en bjergetabe, og med en afslutende marathon, hvoraf de sidste 17 km. går op til toppen af det 1850 meter over havets overflade, høje Gaustatoppen, hvor de havde placeret målstregen.
I næsten et år havde denne event ligget og luret i baghovedet. I nogle perioder mere end andre.
De sidste tre måneder op til, var træningen centreret omkring Norseman Xtreme triathlon, åbenvandssvømning, cykling og løb i kuperet terræn.
Jeg anser mig selv som værende en rimelig habil svømmer. De sidste fire sæsoner har jeg suppeleret min ultraløbstræning med svømning i vinterhalvåret. Løbet er jeg helt fortrolig med. Dog har jeg ikke den store erfaring med løb i bjerge. Èn vigtig erfaring har jeg dog gjort mig, da jeg sidste sommer deltog i WM i trail run i de franske alper: Det er hårdt når det går opad men det er både hårdt og teknisk krævende at løbe nedad … især hårdt, hvis man har brugt for mange kræfter opad!!! Her skulle vi heldigvis ”kun” løbe opad, hvilket var til min fordel.
Tilgengæld er jeg på ingen måder nogle god cykelrytter. Jo, hvis der er tale om en flad og ikke teknisk krævende rute. Her kan jeg drage fordel af min gode kondition og min udholdenhed erfaring fra ultraløb. Men med to vintersæsoner med spinding og omkring 1000 km på de danske og svenske flade landeveje, kan jeg nu konstaterer, at det er ikke nok!
Norseman er ikke et løb man bare melder sig til. Kun ca. 200 får lov til at stille til start. 50 bliver udtaget i et såkaldt elitefeldt, på baggrund af tidligere opnåede resultater. Her kunne jeg på ingen måder gøre mig gældende. Resten af pladserne bliver udloddet i lotteri (lodtrækning). 650 personer havde søgt om et startnummer. En stor del af dem går til nordmænd, resten til udlændinge Så chancerne er ikke ret store. Hvis man skulle være heldig at komme med og samtidig gennemføre, er der to finisher t-shirts, en sort og en hvid. Den store bliver kun givet til dem som når toppen inden for tidsgrænsen dog max. 160 stk. (flere sender de ikke op). De hvide er til den som ikke når det inden for tidsgrænsen eller kommer til checkpoint efter de første 160 er sendt til toppen. De for dog lov til at gennemføre jernmands distancen, bare på en alternativ og knap så hård rute.
Min klubkammerat Karsten har i tre år forsøgt at komme med, uden held. Sidste år da han skulle søge, ringede han til mig i Sverige for at høre, om han skulle sende en ansøgning afsted for mig (der skal søges på en bestemt dato på et bestemt tidspunkt, for overhoved at komme i betragtning til et startnummer). Det gjorde han så og blev selv udtrukket i første runde. Jeg fik et afslag. Ca. en måned senere fik jeg en mail om, at jeg var blandt de heldige der alligevel havde fået en plads. 23 nationer fra fem forskellige kontinenter var med. Heriblandt Karsten og jeg, som de to eneste fra lille flade Danmark.
Nåh men tilbage til torsdag. Alt var tjekket (mange gange), klargjort og pakket. Karsten, Tina og jeg kørte til Rjukanhytte- og caravanpark, en lille men god campingplads for foden af Gaustatoppen som samtidig lå ca. 23 km. ude på løberuten. Her havde mine forældre, min bror og min niece tilbragt nogle dage på at holde ferie. De var taget til Norge for at følge mig, og hjælpe mig igennem strabadserne.
Fredag morgen kørte vi et stykke op af løberuten for at få en fornemmelse af hvad der ventede os dagen efter. Derefter kørte vi de første 25 km. af løberuten samt hele cykelruten bag fra, op forbi Geilo, overtil Eidfjord.
Vi skulle registrere os i Eidfjordhallen senest kl. 14 fredag. Kl. 15.15 var der prerace infomøde.
Det var ikke uden grund at der var meget strenge instrukser om hvor, hvordan og af hvem man måtte modtage hjælp af. For at få lov til at stille til start til Norseman, skal man stille med eget support team incl. en bil. Dvs. at hver deltager stiller med hver en bil med et supportteam. Der er en del regler man skal sætte sig ind i og en del logistik, hvis man vælger at stille til start ved Norseman Xtreme triathlon.
Mit team bestod af Tina som var indskrevet som official supporter. Derudover var min far, mor bror og niece med. De var uundværlige og helt fantastiske at have på sidelinjen.
Svømningen:
Mit team bestod af Tina som var indskrevet som official supporter. Derudover var min far, mor bror og niece med. De var uundværlige og helt fantastiske at have på sidelinjen.
Svømningen:
Kl. 4:00 på raceday skulle man tjekke ind på færgen. Udover deltagerne var der plads til 100 supportere. De kom med efter ”først til mølle” princippet. Tina var heldig at komme med som hjælper for Karsten og mig.
Kl. 4:50, 3,8 km ude i den 400 meter dybe Eidfjord, skulle man senest være i vandet. kl 5:00 truttede færgen med hornet som signal til, at starten var gået. Og så var det bare derudaf!
Svømningen gik perfekt. Jeg fandt ind i en god rytme, ingen bølger og vandet var til at holde ud, trods de kun 17 grader. Til forskel fra andre ironman stævner, må man her anvende neopren hætte og sokker pga. de lave vandtemperature. Efter 1:06:23 kom jeg op ad vandet som nr. 27
5 minutter og 52 sek. efter sad jeg på cyklen.
Cyklingen:
Også her var der mange særregler i forhold til andre ironman stævner. Der var ingen depoter. Vores supportteam skulle sørge for vores forplejning. Vi måtte modtage teknisk support fra vores team dvs. at f.eks. et hjulskift ved defekt var ok. Ti-meter reglen gjaldt men man måtte godt køre side by side. Vi skulle bære refleksvest, have lys på og måtte ikke modtage forplejning eller hjælp de første 40 km. Årsagen var den, at vi skulle igennem et hav af tunneler ad hovedvejen i modsætning til tidligere år, hvor man har cyklet ad den gamle turistvej. Den var så medtaget af vinterens frost at den ikke var til at køre på. Der var særlige regler for, hvor og hvordan supportbilen måtte holde ind. Og bilen måtte IKKE følge rytteren men skulle køre frem og holde ind. Man måtte ikke modtege forplejning direkte fra bilen.
De første 40 km. steg fra havets overflade til ca. 1200 m.o.h. Herefter skulle der forceres 5 hårde stigninger indtil 150 km. hvor det så gik nedad til skiftezonen. Pga. min ekstrem dårlige teknik på den meget tekniske (og fysisk) krævende rute, kom det til at tage relativt lang tid at cykle de 180 km. Da det gik opad, gik det meget langsomt, for at spare på kræfterne. Da det så gik nedad, gik det også relativt langsomt … fordi jeg er en kylling!
Efter godt otte timer (8:00:23) på ryggen af jernhesten (nr. 143 på cyklingen) kunne jeg endelig hoppe af og komme i gang med det som jeg har det bedst med.
De første 40 km. steg fra havets overflade til ca. 1200 m.o.h. Herefter skulle der forceres 5 hårde stigninger indtil 150 km. hvor det så gik nedad til skiftezonen. Pga. min ekstrem dårlige teknik på den meget tekniske (og fysisk) krævende rute, kom det til at tage relativt lang tid at cykle de 180 km. Da det gik opad, gik det meget langsomt, for at spare på kræfterne. Da det så gik nedad, gik det også relativt langsomt … fordi jeg er en kylling!
Efter godt otte timer (8:00:23) på ryggen af jernhesten (nr. 143 på cyklingen) kunne jeg endelig hoppe af og komme i gang med det som jeg har det bedst med.
2 minutter og 44 sek. efter var jeg i gang med det afslutende marathonløb.
Løb:
De første 25 km var relativt flade (norsk målestok). Jeg fandt hurtigt ind i en god rytme og efter 2 timer og 15 minutter begyndte det for alvor at blive ”morsomt”. Efter 25 km. gik det lodret op i himlen. Først en 12,5 km lang 10% stigning op til et checkpoint. Da jeg dagen før havde kørt her i bil var jeg ikke sikker på om jeg ville være i stand til at løbe dette stykke men den skulle da have et forsøg. Også her fandt jeg ing i en god rytme og 1 time og 45 minutter efter ankom jeg til checkpoint. De sidste 4,7 km måtte ikke løbes (læs; gå's) uden ledsager.
Min ledsager (Tina) stod klar med camelback med ekstra tøj, mobiltelefon, lygte, energi og væske. Både ledsager og deltager skulle medbringe dette som sikkerhedudstyr. Vi blev tjekket og forlod vejen og begyndte opstigningen mod mål. Jeg forsøgte at løbe, men det var ikke muligt for mig. Langt ude i horisonten på toppen af bjerget kunne vi skimte noget der mindet om et fyrtår. Det var der vi skulle op. Det var der de havde placeret mål. Nåh men det var jo bare derudaf. En vandretur på 4,7 km. i svært fremkommeligt terræn efter at havde svømmet 3,8 km., cyklet 180 km. og løbet 37,5 km. De sidste 4,7 km til toppen af Gaustatoppen (1850 m.o.h) var jeg næsten 1 time og 20 minutter om. Samlede til for løbet: 5:19:10 (nr. 58).
Min ledsager (Tina) stod klar med camelback med ekstra tøj, mobiltelefon, lygte, energi og væske. Både ledsager og deltager skulle medbringe dette som sikkerhedudstyr. Vi blev tjekket og forlod vejen og begyndte opstigningen mod mål. Jeg forsøgte at løbe, men det var ikke muligt for mig. Langt ude i horisonten på toppen af bjerget kunne vi skimte noget der mindet om et fyrtår. Det var der vi skulle op. Det var der de havde placeret mål. Nåh men det var jo bare derudaf. En vandretur på 4,7 km. i svært fremkommeligt terræn efter at havde svømmet 3,8 km., cyklet 180 km. og løbet 37,5 km. De sidste 4,7 km til toppen af Gaustatoppen (1850 m.o.h) var jeg næsten 1 time og 20 minutter om. Samlede til for løbet: 5:19:10 (nr. 58).
Efter ca. 14½ times svømning, cykling og løb stod vi på toppen af Gaustatoppen. Målet var nået inden for tidsgrænsen. Det var fantastisk at stå der. Følelsen af at havde gennemført verdens hårdeste jernman, stemningen fra de andre deltagere og arrangørene og udsigten ud over det norske fjeld og så med Tina ved min side. Fantastisk! Sluttid: 14:33:42 og sluttede som nr. 86
Efter at ha´ fordøjet nogle af alle sanseindtrykkene lidt, fået varmt tøj på og lidt indenbors, var det tid til at tænke på at komme ned igen. De andre stod nede ved checkpoint og ventede. Der var to mulighedder for at komme ned, en kabinelift som kunne fragte 40 pers. ned i timen og som var forbeholdt deltagerene. Eller man kunne gå. Og efter som at Tina var ved at panikke ved tanken om at skulle gå ned alene og efter at hun havde fulgt mig hele dagen, valgte jeg at gå ned sammen med hende. 1½ time efter stod vi ved checkpoint, hvor de andre stod med flag og tog imod os. Det var næsten lige så fantastisk som at nå toppen.
''It doesn't matter if your black or white''
Til sidst vil jeg godt sende en tak til min familie/min support team. Uden dem var jeg ganske enkelt ikke kommet igennem. Ud over at de var der som uundværlig hjælp og støtte under vejs, så var de der også før, under og efter. Det er helt fantastisk at have nogle af sine nærmeste med til at dele de oplevelser man for under vejs.
Højdeprofil for Norseman:
Jeg har forsøgt at beskrive med ord, hvad jeg var igennem d. 7. august 2010
Her er der sat nogle billeder på. Jeg fik sku´ helt kuldegysninger da jeg så det!
Her er der sat nogle billeder på. Jeg fik sku´ helt kuldegysninger da jeg så det!
lørdag den 28. november 2009
Verdens hårdeste Ironman
...udtaget til verdens hårdeste Ironman :o)
650 personer fra hele verdenen har ansøgt om et startnummer.
Kun 200 er udtaget. Deraf to fra Danmark.
Den anden er min klubkammeret Karsten Lund Andresen.
Vi vandt guld sammen ved DM 100 km. løb for hold.
Et par link fra tidligere års Norseman:
Norseman 2009 Recap
Norseman 2009 New Edit
Billeder 2009
Flere billeder
About Norseman Xtreme Triathlon
Norseman is the world’s toughest ironman-distance triathlon. It is also the most northern, taking place at the same latitude as Anchorage in Alaska. The race is a travel through some of the most beautiful parts of Norway. It is not a normal circuit-race as it starts in a fjord and finishes at mountain Gaustatoppen at 1,850 meters above sea level. Total ascent is 5,000 meters. The water temperature is normally about 15.5 degrees C, and the air temperature normally ranges from 6 to 28 degrees C through the race day. About 75 percent of the participants are expected to make the cut off and finish at the top of the mountain. The others are allowed to finish at the mountain plateau.
The race is limited to only 200 competitors. The competitors need to bring their own support. Normally about 40% of the participants are non-Norwegians and about 15% are female. The prize to the winner is the same as to the last to finish at the top of the mountain; a fabulous black t-shirt. Norseman is the race any hard core triathlete should do once in a lifetime.
The male record holder is Bjorn Andersson (Sweden). He hit a snowstorm at mountain Gaustatoppen, but still finished at 10 hours and 30 minutes in 2005.
650 personer fra hele verdenen har ansøgt om et startnummer.
Kun 200 er udtaget. Deraf to fra Danmark.
Den anden er min klubkammeret Karsten Lund Andresen.
Vi vandt guld sammen ved DM 100 km. løb for hold.
Et par link fra tidligere års Norseman:
Norseman 2009 Recap
Norseman 2009 New Edit
Billeder 2009
Flere billeder
About Norseman Xtreme Triathlon
Norseman is the world’s toughest ironman-distance triathlon. It is also the most northern, taking place at the same latitude as Anchorage in Alaska. The race is a travel through some of the most beautiful parts of Norway. It is not a normal circuit-race as it starts in a fjord and finishes at mountain Gaustatoppen at 1,850 meters above sea level. Total ascent is 5,000 meters. The water temperature is normally about 15.5 degrees C, and the air temperature normally ranges from 6 to 28 degrees C through the race day. About 75 percent of the participants are expected to make the cut off and finish at the top of the mountain. The others are allowed to finish at the mountain plateau.
The race is limited to only 200 competitors. The competitors need to bring their own support. Normally about 40% of the participants are non-Norwegians and about 15% are female. The prize to the winner is the same as to the last to finish at the top of the mountain; a fabulous black t-shirt. Norseman is the race any hard core triathlete should do once in a lifetime.
The male record holder is Bjorn Andersson (Sweden). He hit a snowstorm at mountain Gaustatoppen, but still finished at 10 hours and 30 minutes in 2005.
mandag den 17. august 2009
Bedre sent end aldrig...
Så fik jeg omsider tid til at sætte mig ned foran computeren for at skrive en lille beretning fra WM i trail run i de franske alper. Bedre sent end aldrig!Løbet startede kl. 05:00 og 68 km. men indlagt 3500 højdemeter lå forude og ventede.Det var mørkt og køligt så huen og vanterne var trukket på. I min streamer (camelback), en Deuter Speed Lite 10/300, havde jeg det fornødne og påkrævet forplejning og nødudstyr. Under vejs var der tre forplejningsdepoter, hvor man kunne tanke op. Man måtte ikke modtage hjælp under vejs eller smide noget som helst fra sig under vejs. Det blev kontrolleret hvor meget man havde med ud. Det samme skulle men have med hjem. Også div. skrald. Nåh. Off we go!De første 22 km. gik jævnt opad. 
Vi startede i 1500 m.o.h. og den første top ud af fire var i 2679 højdemeter. At jeg ikke er nogen fulderfaren bjergløber var tydeligt at se da jeg i ca. 2600 meters højde, ganske kort før den første top, lå udmattet og rystene af angst for at falde ned og klamrede mig til bjergsiden mens flere deltagere kom "løbende" oprejst forbi mig og spurgte om alt var ok. NEJ gu´ fand var jeg ej ok ... Det sagde jeg dog ikke. Jeg smilede og nikkede og forsøgte at klatre/kravle videre mod toppen. Nåh ... jeg kom til tops. Og så begyndte det ellers at gå nedad. Ikke bare sådan nedad men rigtigt stejlt nedad. Fra 2679 m. til ca. 1800 m. på små fire km., hvilket resulterede i krampe flere steder i benene. Uha det ville blive en lang tur... Ved omkring 26 km. var jeg kommet ned på et relativt fladt stykke og kommet i gang med at løbe igen. Og hvad sker der så??? Manden styrter fordi man er uopmærksom et kort sekund. Der skete dog ikke noget alvorligt men humøret var i bund og jeg havde ikke mod på at fortsætte. Heldigvis stopper man ikke bare derude. Der var ca. tre km. til det første "opsamlingssted".
Vi startede i 1500 m.o.h. og den første top ud af fire var i 2679 højdemeter. At jeg ikke er nogen fulderfaren bjergløber var tydeligt at se da jeg i ca. 2600 meters højde, ganske kort før den første top, lå udmattet og rystene af angst for at falde ned og klamrede mig til bjergsiden mens flere deltagere kom "løbende" oprejst forbi mig og spurgte om alt var ok. NEJ gu´ fand var jeg ej ok ... Det sagde jeg dog ikke. Jeg smilede og nikkede og forsøgte at klatre/kravle videre mod toppen. Nåh ... jeg kom til tops. Og så begyndte det ellers at gå nedad. Ikke bare sådan nedad men rigtigt stejlt nedad. Fra 2679 m. til ca. 1800 m. på små fire km., hvilket resulterede i krampe flere steder i benene. Uha det ville blive en lang tur... Ved omkring 26 km. var jeg kommet ned på et relativt fladt stykke og kommet i gang med at løbe igen. Og hvad sker der så??? Manden styrter fordi man er uopmærksom et kort sekund. Der skete dog ikke noget alvorligt men humøret var i bund og jeg havde ikke mod på at fortsætte. Heldigvis stopper man ikke bare derude. Der var ca. tre km. til det første "opsamlingssted". 
Jeg besluttede mig til at gå frem mod dette og så blive kørt hjem. Heldigvis varede det ikke længe inden jeg kom på andre tanker. Jeg var sku´ ikke taget helt til Frankrig for at udgå! Så jeg besluttede mig for at nyde resten af turen ... i gang vel og mærket. Det er jo en storslået natur og vejret var klart. Perfekt til en lang vandretur...! Jeg kom dog i gang med at løbe igen (der hvor det var muligt for mig at løbe). Jeg nåede forbi opsamlingssted nr. 1, top nr. 2 ( 2496 m.o.h.) og depot nr. 2 (39 km. og 2000 m.o.h.). Ved 40 km. begyndte opstigningen til den højeste top (2895 m.o.h.). På under to km. steg det næsten 900 højdemeter. Det var meget langsom gå og klatring for resten. I det fjerne lød der alpemusik. Jeg havde ikke rigtig overskud til at undre mig over hvor det kom fra eller hvorfor. Da jeg klatrede de sidste meter mod toppen så jeg til min store overraskelse, en mand, stå på toppen, med sin harmonika og spille alpemusik. En flok på ca. 10 - 15 pers. havde gjort ham følgeskab og hujede og heppede hver gang der var én, der passerede toppen. Mægtigt var det. Men guderne må vide hvordan de er kommet derop og hvorfor??? På den anden side af dette festindslag, stod en bjergbestiger og bankede pløkker ind i klippevæggen. Først tænkte jeg ikke nærmere over det. Det var først da jeg fandt ud af, at det var den vej jeg skulle ned. Han var i færd med at sikre de reb jeg skulle ned af. Nåh men jeg kom sikkert ned og jeg fik kæmpet mig frem til 42,195 km. på de første seks timer og i mål på 11:06.
Bedre sent end aldrig!
Flere gange under vejs havde jeg symptomer på højdesyge (kvalme, svimmelhed og hovedpine). Fantastisk var det, at man kunne drikke direkte af de mange små rislende bække. Vandet var friskt, klart og koldt.Det var en kæmpe oplevelse og udfordring og jeg er klar til en revanche, hvis muligheden byder sig.Taget fra Facebook:Mikkel GormsenSjældent at man ser dig og Alex H. blandt de sidste 3 ud af 31 til et løb!!!!Charley PrødelJo tak. Jeg skal ellers også lige love for, at de tog fusen på mig de der bjerge. Det var jo ikke løb men bjergbestigning! ;-)Men hvis man anskuer tingene lidt 
anderledes så var der 54 tilmeldte i WM-klassen og vi var oppe imod lande som Nepal, Italien, Sweitz, Frankrig mm. Alle lande med bjerge. Jeg har Høgs bjerg. En affaldsbunke på ca. 30 højdemeter :-) Nåh men 601 var tilmeldte i åben klasse. Af dem blev jeg nr. 254. Hvis man så sorterer kvinderne fra, så er jeg nede på en 226. plads. Så begynder det at hjælpe lidt på det (bedste halvdel). Nej det var et flop af de store. Jeg havde ganske simpelt ikke sat mig ordentligt ind i tingene :-(Jeg havde i hverttilfælde overset èn linje i infopapirene inde jeg tilmeldte mig. Der stod noget i stil med: this event requires mountain racing experience and the competitors are recommended to carry survival gear... Jeg fik styr på det med udstyret men bjergløbserfaring nåede jeg ikke. Men det var en kæmpe oplevelse...
Resultter åben klasse. Klik her!
anderledes så var der 54 tilmeldte i WM-klassen og vi var oppe imod lande som Nepal, Italien, Sweitz, Frankrig mm. Alle lande med bjerge. Jeg har Høgs bjerg. En affaldsbunke på ca. 30 højdemeter :-) Nåh men 601 var tilmeldte i åben klasse. Af dem blev jeg nr. 254. Hvis man så sorterer kvinderne fra, så er jeg nede på en 226. plads. Så begynder det at hjælpe lidt på det (bedste halvdel). Nej det var et flop af de store. Jeg havde ganske simpelt ikke sat mig ordentligt ind i tingene :-(Jeg havde i hverttilfælde overset èn linje i infopapirene inde jeg tilmeldte mig. Der stod noget i stil med: this event requires mountain racing experience and the competitors are recommended to carry survival gear... Jeg fik styr på det med udstyret men bjergløbserfaring nåede jeg ikke. Men det var en kæmpe oplevelse...Resultter åben klasse. Klik her!
Abonner på:
Opslag (Atom)
